MØD CHRISTINA

Jeg har altid haft svært ved kun at drømme én drøm.

Som barn ville jeg tegne, synge, spille teater, lave film, skabe tøj og rejse ud i verden. Helst det hele. Jeg tror egentlig ikke, at det har ændret sig særlig meget.

I dag arbejder jeg som kunstner og kreativ skaber, men vejen hertil har aldrig været lige. Den har bevæget sig gennem sport, mode, design, iværksætteri, rejser, mennesker, kunst og en hel del øjeblikke, hvor jeg har været nødt til at gøre noget, selvom jeg ikke vidste, hvor det ville føre hen.

Den røde tråd har altid været den samme:

Nysgerrigheden efter at se, om en idé kan blive til virkelighed.

DET BEGYNDTE MED AT SKABE

Jeg var kreativ længe før, jeg vidste, at man kunne gøre kreativitet til et arbejde.

Jeg spillede klaver, sang i kor og bands, spillede teater og lavede små film. Mit værelse blev jævnligt forvandlet til filmstudie, og jeg brugte timer på at tegne, klæde mig ud og skabe ting.

Som omkring 12-årig skulle jeg til udklædningsfest og ville være punker. I et kreativt værksted tegnede jeg mit eget papirmønster til en sort-hvid mininederdel og syede den selv.

Det var en lille ting, men jeg husker stadig følelsen.

Noget, der kun havde eksisteret som en idé i mit hoved, fandtes pludselig rigtigt.

Jeg blev fuldstændig grebet af det.

Kort efter blev gamle gardiner og alt andet, der kunne komme i nærheden af min mors symaskine, forvandlet til tøj. Senere tegnede jeg tøj i mine matematikbøger og lavede små oversigter over mine designs, så mine veninder kunne bestille fra mit hjemmelavede tøjkatalog.

En af mine lærere sagde engang til mig, at jeg nok skulle blive designer en dag.

Hun fik ret.

AT TAGE FRYGTEN MED

Omtrent samtidig begyndte jeg at stå på vandski.

Første gang var jeg rædselsslagen. Tanken om at blive trukket efter en båd og ende under vand var omtrent det modsatte af noget, jeg havde lyst til.

Men jeg gjorde det.

Det, der begyndte som noget, jeg næsten ikke turde prøve, udviklede sig til år med træning og konkurrencer. Jeg blev Danmarksmester og en del af det danske landshold.

Vandskien lærte mig noget, som jeg senere har brugt igen og igen.

Mod betyder ikke nødvendigvis, at man ikke er bange.

Nogle gange betyder det bare, at man tager frygten med sig og gør det alligevel.

På landsholdet bad en af mine trænere mig som teenager lave en femårsplan. Han spurgte mig, hvad jeg ville være.

Problemet var bare, at jeg ville cirka 2.000 ting.

Jeg ville være designer. Synge. Spille teater. Rejse. Skabe. Opleve verden.

Han sagde, at hvis jeg virkelig ville blive god til noget, måtte jeg fokusere på én ting ad gangen.

Så på min femårsplan skrev jeg:

Jeg vil være designer.

Det blev begyndelsen på næste kapitel.

LEARNING BY DOING

Efter gymnasiet rejste jeg ud, inden jeg begyndte på designskolen TEKO i Herning.

Som en del af uddannelsen fik jeg praktik hos modevirksomheden Nice Girl i København.

Jeg var ung, nysgerrig og ivrig efter at lære alt.

Virksomheden manglede en designer, og jeg begyndte hurtigt at tage mere ansvar. Jeg ryddede op, lavede systemer, lærte grafiske programmer, udviklede præsentationsmateriale og blandede mig temmelig meget i, hvilke designs jeg syntes skulle med i kollektionerne.

Det gav mig efterhånden en plads ved bordet.

Som praktikant blev jeg sendt til Hongkong og videre til Kina for at følge en tøjproduktion på en fabrik.

Det var langt fra det liv, jeg kendte hjemmefra.

Jeg lærte at kommunikere på tværs af kulturer, løse problemer, tage beslutninger og få idéer til at fungere i virkeligheden.

Efter praktikperioden valgte jeg at blive i virksomheden og lærte branchen indefra som designer, indkøber og produktionsansvarlig.

Store dele af mit arbejdsliv foregik på rejser til blandt andet Hongkong, Seoul, Taipei, Paris, London, Italien og Tyskland.

Det blev min virkelige designuddannelse.

24 ÅR OG MIT EGET BRAND

På et tidspunkt vidste jeg, at jeg måtte prøve selv.

Den 31. oktober 2000 sagde jeg min stilling op.

Den 1. januar 2001 havde jeg stiftet mit eget selskab.

Jeg var 24 år.

Mit første brand blev YIIP Copenhagen.

Jeg ønskede at skabe noget rent, enkelt og anvendeligt – men altid med en detalje, der gjorde designet anderledes. Mine år og rejser i Asien havde sat tydelige spor i min æstetik og min måde at tænke design på.

Tre uger efter, jeg begyndte at vise min første kollektion, havde jeg solgt den til 25 danske modebutikker.

Senere åbnede jeg showroom på Frederiksberg og derefter butik på Vesterbro i København. YIIP blev solgt både i Danmark og internationalt.

Men det vigtigste for mig var ikke kun tøjet.

Jeg ville skabe et univers.

Butikken rummede derfor ikke bare mine designs, men også kunst, accessories, billeder, materialer og alt det omkringliggende, som skabte en stemning.

Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at den tanke stadig følger mig.

Jeg har aldrig været særlig interesseret i kun at skabe én ting.

Jeg har været interesseret i at skabe en hel verden omkring den.

KUNSTEN VAR DER HELE TIDEN

Jeg begyndte at male omkring samme tid, som jeg byggede mit designbrand.

I starten lå maleriet i baggrunden.

Når jeg havde brug for at samle mine tanker og følelser, malede jeg.

Her fandt jeg en helt anden frihed end i modeverdenen. Der var ingen kollektion, ingen produktionsplan, ingen størrelse, ingen kunde, jeg skulle forestille mig.

Kun lærredet.

Nogle af malerierne blev hængt op i min butik, og elementer fra dem fandt endda vej tilbage i mine kollektioner som tekstilprint.

Så overgangen fra design til kunst skete ikke fra den ene dag til den anden.

Kunsten havde været der hele tiden.

Den begyndte bare langsomt at fylde mere.

FRA MODE TIL KUNST

I 2007 solgte jeg min butik, og i 2008 skabte jeg den sidste YIIP-kollektion.

Sideløbende designede jeg i nogle år SORA by Christina Julsgaard for den belgiske kæde JBC, men maleriet trak mere og mere i mig.

Til sidst valgte jeg at give kunsten den plads, den bad om.

Det virkede måske ikke som det mest oplagte karrierevalg.

At beslutte sig for at leve som selvstændig kunstner er ikke nødvendigvis den vej, omgivelserne anbefaler, hvis man ønsker sikkerhed og forudsigelighed.

Men jeg havde allerede lært noget vigtigt:

Jeg behøver ikke kende hele vejen, før jeg tager det første skridt.

Jeg skal bare vide, hvilken retning jeg vil gå.

AT FØLGE EN DRØM

I 2012 havde jeg fået en idé.

Jeg ville gerne kunne kalde mig international kunstner.

Jeg havde allerede solgt værker til kunder uden for Danmark, men jeg havde aldrig haft en udstilling i udlandet.

Så jeg købte en flybillet til Shanghai.

Jeg kontaktede det danske konsulat, danske kunstnere med erfaring fra Kina og forskellige gallerier. Jeg researchede kunstmiljøet og rejste af sted uden at vide, om noget som helst ville komme ud af det.

Jeg husker stadig følelsen i lufthavnen.

Jeg tænkte:

Hvis det lykkes, er det fantastisk. Hvis det ikke gør, kommer jeg i det mindste hjem en oplevelse rigere.

I Shanghai gik jeg rundt i gallerikvartererne og tog de møder, jeg kunne få.

Da jeg rejste hjem få dage senere, havde jeg en aftale om en kommende udstilling og et begyndende samarbejde med et galleri.

Året efter åbnede min første internationale soloudstilling i Shanghai.

Nogle drømme begynder ikke med, at man bliver inviteret.

Nogle gange begynder de med, at man selv banker på døren.

ET LIV MED KUNST

Siden har kunsten ført mig mange steder hen.

Mine værker har været vist og fundet hjem hos mennesker i både Danmark og udlandet, og jeg har arbejdet med alt fra lærreder til vægmalerier, skulpturelle projekter og kunst i større rum.

Jeg deltog blandt andet i Elephant Parade i København og har skabt større udsmykninger, hvor kunsten bliver en del af arkitekturen og menneskers hverdag.

Men trods alle de forskellige projekter er selve drivkraften stadig meget enkel.

Jeg skaber, fordi jeg ikke rigtig kan lade være.

For mig er kunsten et intuitivt sprog. Et sted, hvor farver, former, oplevelser, tanker og følelser kan mødes uden nødvendigvis at skulle forklares først.

Jeg har nogle gange beskrevet mine malerier som en form for visuel musik.

Man behøver ikke forstå hvert element.

Man skal mærke, hvad det gør ved én.

REJSEN FORTSÆTTER

I dag ser jeg ikke længere mit liv som en række adskilte karrierer.

Designer. Iværksætter. Kunstner.

For mig hænger det hele sammen.

De år, hvor jeg arbejdede med mode, lærte mig at tænke i form, proportioner, materialer, identitet og universer.

Rejserne lærte mig at være nysgerrig på mennesker og kulturer.

Vandskien lærte mig fokus og mod.

Iværksætterlivet lærte mig at handle på idéer.

Og kunsten har givet mig et sted, hvor alt det kan mødes.

Jeg ved stadig ikke præcis, hvad det næste bliver.

Og det er måske netop det, jeg holder mest af.

At en idé stadig kan opstå ud af ingenting og begynde at trække i mig.

Et nyt materiale. Et nyt værk. Et rum. En historie. Et projekt, jeg endnu ikke ved, hvordan jeg skal skabe.

Min største drøm er stadig den samme: at bevare friheden til at skabe.

Og at blive ved med at være nysgerrig nok til at se, hvor den næste idé fører mig hen.

VIL DU LÆSE VIDERE?

Nogle af historierne her fortjener mere plads.

Historien om den første nederdel.
Vandskien og de 2.000 drømme.
Årene i Hongkong og Kina.
Hvordan YIIP Copenhagen blev til.
Hvorfor maleriet langsomt overtog.
Og rejsen til Shanghai med en drøm om et galleri.

Du finder dem løbende i Alle historier i CJ’s Journal.

Læs alle historier →