Når farver og følelser bliver til kunst

Jeg har altid oplevet kreativitet som noget meget naturligt. Allerede som barn havde jeg en konstant strøm af idéer, som om de bare ventede på at blive opdaget og ført ud i livet. Jeg tegnede, designede, fandt på og skabte, uden egentlig at tænke over, hvor idéerne kom fra. Det var bare noget, jeg gjorde, og noget, der fik mig til at føle mig levende.

Den følelse har fulgt mig hele livet, og i dag er det stadig den samme nysgerrighed, der driver mig, når jeg står foran et tomt lærred. Jeg ved sjældent præcis, hvad jeg skal male, når jeg begynder. Måske har jeg en farve i tankerne, en bestemt stemning eller en følelse, der har sat sig i mig. Andre gange begynder jeg bare at arbejde og ser, hvad der sker. Langsomt opstår der former, bevægelser og sammenhænge, som jeg ikke nødvendigvis havde forestillet mig på forhånd.

Det er noget af det, jeg elsker allermest ved at male. At jeg ikke behøver kende svaret, før jeg begynder. At jeg kan være nysgerrig, eksperimentere og lade processen føre mig steder hen, hvor jeg ikke vidste, jeg skulle hen.

Der opstår ofte en særlig fordybelse, når jeg arbejder. Timerne kan forsvinde, og jeg mister næsten fornemmelsen af tid. Jeg kan stå længe foran et maleri, ændre en lille detalje, træde tilbage og betragte det, for så pludselig at få lyst til at ændre noget helt andet. Det er en konstant dialog mellem mig og værket, hvor jeg både forsøger at styre processen og samtidig give plads til det uventede.

Farverne som mit personlige sprog

“Colours are my love language.”

Det er en sætning, jeg ofte bruger, og den beskriver egentlig meget præcist mit forhold til farver. For mig er de langt mere end æstetik. De er et personligt sprog og en måde at udtrykke følelser, stemninger og oplevelser på, som jeg ikke altid kan sætte ord på.

Jeg har svært ved at forestille mig en verden uden farver, og gennem hele mit kreative liv har jeg været fascineret af, hvordan de kan ændre vores oplevelse af både rum, stemninger og hinanden.

Når jeg maler, vælger jeg ikke nødvendigvis farver ud fra en bestemt teori. Jeg arbejder mere intuitivt og mærker mig frem til, hvilke farver der skal mødes. Nogle gange søger jeg de stærke kontraster, hvor varme og kolde farver skaber en spænding. Andre gange har jeg lyst til at arbejde med helt lyse nuancer og lade små forskydninger i farver og former få lov til at træde frem.

Jeg har gennem årene interesseret mig for farvernes symbolik og de associationer, vi forbinder med dem. Naturens grønne nuancer, havets blå, solens varme og alle de utallige farver, vi møder på vores vej gennem livet. Jeg tror, at vores forhold til farver er dybt personligt, fordi de også er forbundet med minder, oplevelser og følelser.

Mine mange rejser har været en stor inspirationskilde. Jeg har altid været optaget af at opleve nye kulturer, mennesker, arkitektur og æstetiske udtryk. Når jeg rejser, samler jeg næsten ubevidst på visuelle indtryk. En farvesammensætning på en bygning, et mønster i et stykke stof, et særligt lys eller en stemning kan blive liggende et sted i mig og dukke op igen flere år senere, når jeg står og maler.

Jeg oplever ofte, at de ting, vi har set og mærket gennem livet, bliver en del af vores kreative sprog, uden at vi nødvendigvis er bevidste om det.

Når intuitionen tager over

Med årene er jeg blevet mere og mere interesseret i forbindelsen mellem kreativitet, intuition og vores indre liv. Jeg har udforsket meditation, spiritualitet og forskellige måder at arbejde med bevidsthed og personlig udvikling på, og det har givet mig en større nysgerrighed på, hvad der egentlig sker, når vi skaber.

Nogle gange føles det næsten, som om idéerne kommer af sig selv. Som om jeg blot skal være åben og give dem plads. Andre gange kræver det tålmodighed, arbejde og vedholdenhed at finde frem til det udtryk, jeg søger.

For mig er der ikke nogen modsætning mellem de to ting. Jeg tror, at kreativitet både handler om at kunne give slip og om at være villig til at arbejde sig dybere ind i noget. Man kan ikke altid vente på inspirationen. Nogle gange opstår den først, når man er begyndt.

Jeg oplever maleriet som et sted, hvor jeg kan undersøge følelser og tanker uden at skulle forklare dem. Det kan være glæde, længsel, kærlighed, uro eller en følelse, jeg endnu ikke helt forstår. Når jeg arbejder abstrakt, behøver jeg ikke omsætte det hele til en genkendelig fortælling. Jeg kan lade farverne og formerne bære noget af det, som ordene ikke altid kan rumme.

Det er måske derfor, jeg ofte har sammenlignet mine malerier med musik. Musik kan bevæge os, uden at vi nødvendigvis kan forklare hvorfor. Den kan vække minder, skabe stemninger eller få os til at føle noget helt uventet. Sådan oplever jeg også billedkunsten.

Kunsten får sit eget liv

Noget af det mest fascinerende ved at være kunstner er, at mine værker får deres eget liv, når de forlader atelieret.

Jeg ved, hvad jeg selv har tænkt og følt undervejs, men jeg ved aldrig, hvad et andet menneske kommer til at opleve, når det står foran maleriet. Nogle ser figurer eller landskaber, som jeg aldrig selv har tænkt på. Andre fortæller om minder, følelser eller associationer, som værket har vækket hos dem.

Jeg elsker de samtaler, fordi de minder mig om, at kunst ikke behøver have én bestemt betydning. Den kan være noget forskelligt for os alle sammen, og måske er det netop derfor, den kan blive ved med at være interessant.

Det betyder også meget for mig at forestille mig mine værker som en del af andre menneskers hverdag. At et maleri, jeg har stået og arbejdet med i mit atelier, pludselig hænger i et hjem, på et kontor eller i et rum, hvor mennesker mødes. At det bliver en del af omgivelserne og måske opleves forskelligt, efterhånden som tiden går.

Jeg håber, at mine værker kan tilføre noget personligt til de rum, de bliver en del af. At de kan skabe nysgerrighed, vække glæde eller give anledning til en samtale. Ikke fordi alle skal opleve dem på samme måde, men netop fordi kunsten giver plads til vores egne fortolkninger.

En kreativ rejse uden slutpunkt

Selvom jeg har arbejdet professionelt med billedkunst i mange år, føler jeg aldrig, at jeg er færdig med at undersøge, hvad kunsten kan.

Jeg kan stadig blive lige så begejstret over en ny farvesammensætning, et interessant materiale eller en idé, jeg får lyst til at afprøve. Nogle perioder arbejder jeg med store, ekspressive malerier og masser af bevægelse. Andre gange søger jeg det helt enkle, hvor der er mere luft, færre farver og plads til fordybelse.

Jeg har heller aldrig haft lyst til at begrænse mig til én bestemt teknik eller ét materiale. Min nysgerrighed har ført mig fra lærredet til værker på indisk papir, skulpturer, glas, metal og større kunstprojekter, hvor kunsten bliver en del af arkitekturen.

For mig er det vigtigt at give sig selv lov til at udvikle sig. Jeg tror, at vi som mennesker har brug for at være nysgerrige, udfordre vores egne vaner og turde bevæge os ud i noget, vi endnu ikke mestrer.

Det gælder både i kunsten og i livet.

Når jeg ser tilbage på min kreative rejse, kan jeg se, at det aldrig har været målet at finde frem til én endelig stil eller én bestemt måde at skabe på. Det har snarere handlet om hele tiden at være i bevægelse og lade mine oplevelser, tanker og følelser være med til at forme det, jeg laver.

Og måske er det netop det, der bliver ved med at fascinere mig ved kunsten. At jeg kan have malet i mere end 25 år og stadig stå foran et tomt lærred med den samme nysgerrighed som dengang, jeg begyndte. At jeg stadig kan overraske mig selv, og at det næste værk måske bliver begyndelsen på noget, jeg slet ikke havde forestillet mig.

Christina Julsgaard